USA/lukning: Fjerde plusdag i rap - Apple op på iPhone-bestillinger
12/9 22:07

Aktiemarkederne i USA steg igen mandag, og dermed blev det til den fjerde grønne handelsdag i træk, efter at aktierne i sidste uge for første gang i fire uger samlet set også gik frem med 3,6 pct.
Det var energi og vækstaktierne inden for teknologi, som trak mest op. Renterne holdt sig da også relativt set i ro mandag med mindre stigninger, mens dollaren igen faldt tilbage, og olieprisen omvendt steg.
Det brede S&P 500-indeks vandt samlet set frem med 1,1 pct., men det var tidligere i plus med hele 1,3 pct. Dow Jones blev sideløbende løftet 0,7 pct., mens Nasdaq gik frem med 1,3 pct.
INDREGNER BLØD LANDING
Fremgangen til aktierne de senere handelsdage er kommet til trods for høgeagtige meldinger fra en lang række chefer i den amerikanske centralbank, og selv om markedet derfor nu i højere grad regner forventer, med mere end 90 pct. sandsynlighed, at næste uges rentemøde i Federal Reserve vil kaste endnu en renteløft på 0,75 pct.point af sig frem for mere lempelige 50 basispoint.
I midlertid indregner markedet også, at den tårnhøje inflation igen har aftaget, når der tirsdag offentliggøres tal for udviklingen i august. En negativ overraskelse vil derfor hurtigt udløse et nyt udsalg.
Væksten i forbrugerpriserne ses, ifølge Bloomberg News, at være aftaget til 8,0 pct. mod 8,5 pct. i juli. Ender det sådan, kan det betyde, at centralbanken måske tidligere - en gang i 2023 - kan løfte foden fra rentebremsen.
- Hvis inflationen modereres hurtigere end ventet, tror jeg, Federal Reserve kan blive mere komfortabel ved tanken om, at dets arbejde er tættere på at være gjort, end den oprindeligt troede, siger Stephanie Lang, investeringschef hos Homrich Berg, til The Wall Street Journal.
Hun advarer dog mod markedets optimisme og mulige tro på, at centralbanken kan lykkes med at tvinge inflationen ned uden at skabe en recession.
- Markedet indregner lige nu en blød landing, hvilket, mener jeg, er ganske optimistisk.
APPLE I TOP
I S&P 500 toppede energisektoren med et plus på 1,8 pct., da olieprisen vandt frem med 1,3 pct.
Der var også plusser til vækstsektorerne som it og cyklisk forbrug på henholdsvis 1,6 og 1,4 pct., mens kommunikationsservice derimod lå længere nede i indekset med et mere moderat plus på 0,5 pct.
Sundhedsaktierne vandt samtidig 0,7 pct., og finans steg 0,9 pct.
Det var Apple-aktien, som trak mest op i markedet mandag med en stigning på 3,9 pct., mens it-kollegaen Microsoft blev løftet mere beskedne 0,8 pct.
For Apples vedkommende var nyheden den, at analytikerne registrerer positive data på forudbestillinger af den nye iPhone 14, der ellers blot blev præsenteret i sidste uge.
- Indikationerne på efterspørgslen på iPhones er stærke efter lanceringen, konstaterer JPMorgan ifølge Bloomberg News og peger samtidig på et positivt salgsmiks med vægt på de dyrere Pro-versioner.
I cyklisk forbrug steg Amazon desuden 2,4 pct., mens Tesla vandt 1,6 pct., mens det var teleselskabet AT&T, som med et plus på 2,1 pct. mest af alle trak kommunikationsservice opad.
LØFTET AF GODKENDELSE
Inden for sundhed trak medicinalkæmpen Bristol-Myers Squibb op med et plus på 3,1 pct., da koncernen fik de amerikanske sundhedsmyndigheders tilladelse til at markedsføre Sotyktu til behandling af psoriasis.
Desuden steg Gilead Sciences med 4,2 pct., da koncernen har løst en patentstrid med generiske konkurrenter til et middel til behandling af HIV ved at tildele konkurrenterne licens til at benytte et omstridt patent, men først fra 2031 og 2032.
Der var imidlertid også fremgang til en række andre sundhedsnavne med et plus på 1,3 pct. til Unitedhealth, USA's største sygekasse, mens Merck høstede en fremgang på 0,9 pct.
Omvendt bakkede Amgen med 4,1 pct. på baggrund af skuffende data fra et studie med et middel til mulig behandling af lungecancer.
.\\˙ MarketWire