ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur

20/12 17:06

Novo Nordisk og Zealand Pharma blev trykket helt i bund fredag, hvor de med hver deres negative nyhed var med til at skabe en særdeles dårlig dag for det danske C25-indeks.

Ikke mindre end omkring 690 mia. kr. blev barberet af Novos markedsværdi, efter at selskabet fredag middag offentliggjorde resultater for fedmemidlet Cagrisema.

Det massive aktiefald smittede af på det samlede C25-indeks, der endte med et dyk på 2,9 pct. til 1740,32.

- Det fald ser vi først og fremmest, fordi Novo Nordisk trækker ned og giver et ordentligt hak i tuden til C25-indekset. Det har nydt godt af opturen - og det har det danske marked generelt - og nu er det så med omvendt fortegn. Det kan i den grad mærkes, når en mastodont på det danske marked får kursklø, som vi har set her, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

Han uddyber, at der allerede fra dagens start var lagt op til en dårlig dag i Europa, da amerikanerne har svært ved at ryste skuffelsen af sig, efter at der tidligere på ugen blev varslet færre rentenedsættelser næste år i USA.

Også Zealand Pharma var hårdt ramt fredag, men mod dagens afslutning blev tabet begrænset.

- Zealand er i samme segment som Novo med en del af aktiviteterne, og vi har før set den her dynamik, hvor en ellers stærk aktør pludselig står lidt svagere, og det så giver de andre et løft, konstaterer Jacob Pedersen.

NOVO NORDISK OG ZEALAND PHARMA I STOR NEDTUR

Zealand Pharma havde ellers udsigt til at blive fredagens sorteper, da det torsdag aften kom frem, at de amerikanske sundhedsmyndigheder torsdag gav afslag på en godkendelse af en lægemiddelkandidat.

Glepaglutid til behandling af korttidssyndrom lever ikke op til sundhedsmyndighedernes, Food and Drug Administrations (FDA's), krav til væsentligt at dokumentere effekten og sikkerheden af behandlingen, og derfor skal der gennemføres nye studier.

Det gjorde ondt på aktien, der blev skudt ned fra start. Herefter fulgte nyheden fra Novo Nordisk, der i første omgang trak Zealand Pharma med ned, men siden kæmpede aktien sig op til et mindre fald på 3,8 pct. til 728 kr.

Den helt store skuffelse stod Novo Nordisk for, da de imødesete data for vægttabshåbet Cagrisema ikke lever op til medicinalselskabets egne forventninger.

Samlet har lægemiddelkandidaten i fase 3-studier vist et vægttab på 22,7 pct. over 68 uger.

Håbet i markedet og fra Novo selv har været, at Cagrisema skulle give et vægttab på mindst 25 pct.

Aktien tabte 20,7 pct. til 589,20 kr.

- Det er en voldsom reaktion og måske også lige til den gode side rent kursmæssigt. Reaktionen svarer til, at markedet lægger Cagrisema helt i graven på fedmeområdet, skriver Jyske Banks senioranalytiker Henrik Hallengreen Laustsen, der anser det som overreaktion.

- Det skuffende resultat kan delvist hænge sammen med, at blot 57 pct. af patienterne har opnået den høje dosis, som følge af mulighed for an en fleksibel dosering, påpeger han

Også Gubra, der ellers har været på himmelfart i 2024, fik blev ramt af Novos nedtur. Aktien smed 13,8 pct. til 610 kr.

GENMAB FÅR LØFTET ANBEFALING

Der var fredag også analysenyt fremme om Genmab fra finanshuset Bernstein, der har hævet anbefalingen til "market perform" fra "underperform".

Kursmålet er dog i samme ombæring sat 20 kr. ned til 1580 kr., viser data fra Bloomberg News.

Genmab-aktien steg 0,6 pct. til 1462 kr.

.\\˙ MarketWire