DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Krydstogtselskab får milliardtab i første kvartal - men ser godt 2022


7/4 15:47


Det amerikanske krydstogtsselskab Carneval Corp. styrtbløder fortsat og kom ud af det forskudte første regnskabskvartal med et underskud på ikke mindre end 2,0 mia. dollar.

Men selskabets finansdirektør er ifølge Bloomberg fortrøstningsfuld. Selskabet har nok likviditet til at komme tilbage i omdrejninger igen.

- På nuværende tidspunkt tror vi på, at vi har nok likviditet til at komme tilbage i fuld drift, og vi vil forfølge mulighederne for refinansiering for at reducere renteudgifter og forlænge forfaldsdagen, siger David Bernstein i en meddelelse.

Volumen for bookinger var i første kvartal 90 pct. højere end i fjerde kvartal, fremgår det. Selskabet venter, at seks ud af selskabets ni brands vil tilbyde rejser til et begrænset antal gæster denne sommer.

Når selskabet kigger i kalenderen for 2022, overgår bookingerne et ellers godt 2019. Selskabet fremhæver, at næste års bookinger er sket på baggrund af en meget begrænset reklame- og marketingindsats.

Aktien i Carnival stiger onsdag med 1,7 pct. Allerede forud for regnskabet lå aktien imidlertid højere, efter at det amerikanske center for sygdomskontrol og forebyggelse tirsdag sagde, at krydstogter kunne genstartes med restriktioner midt på sommeren.

/ritzau/FINANS