DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Antallet af tilfælde af RS-virus stiger fortsat


10/9 16:40


Antallet af personer testet positivt for RS-virus er usædvanligt højt for årstiden. Alene i sidste uge er der påvist 728 tilfælde, skriver Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

Luftvejsinfektionen RS-virus florerer normalt om vinteren i perioden fra december til marts, det er derfor usædvanligt, at så mange nu smittes med virussen.

Særligt helt små børn rammes lige nu af RS-virus. Siden midten af maj er der konstateret 1734 tilfælde herhjemme. De fleste er børn mellem ét og tre år.

Ifølge SSI er RS-virus den hyppigste årsag til, at små børn bliver indlagt med en luftvejsinfektion.

Ofte forløber infektionen som en forkølelse, men specielt hos små børn under seks måneder ses ofte en nedre luftvejsinfektion, der fører til vejrtrækningsproblemer.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor der er usædvanligt mange tilfælde af RS-virus i Danmark lige nu. Men det samme billede ses i flere andre lande.

Det kan ifølge SSI hænge sammen med, at samfundet nu er genåbnet. Dermed har også RS-virus bedre muligheder for at sprede sig.

Symptomerne på virusset starter sædvanligvis som en klassisk luftvejsinfektion. Næsen begynder at løbe, man får feber, og så udvikler det sig og går længere ned i lungerne, som kan gøre det svært for små børn at trække vejret.

/ritzau/