DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Valuta: Stigende producentpriser i USA understøtter dollar


10/9 15:23


Dollar er fredag eftermiddag blevet styrket en smule mod euro efter offentliggørelsen af større producentprisstigninger i USA i august end ventet.

Fredag ved 15.15-tiden koster euro omkring 1,1826 dollar mod et niveau på 1,1835 dollar inden producentpristallene. Siden torsdag eftermiddag er dollar dog blevet svækket marginalt fra 1,1818 per euro.

Forstyrrelser i forsyningskæderne og stigende transportomkostninger, er efterhånden et velkendte problemer hos mange virksomheder, som søger kompensation gennem prisreguleringer.

Den tendens ses tydeligt i fredagens tal for udviklingen i det amerikanske producentpriser, som i august steg med hele 8,3 pct. i forhold til samme måned sidst år.

Dermed er stigningerne tiltaget fra måneden før, da priserne steg 7,8 pct., og de var også højere end ventet, idet økonomerne ifølge Bloomberg News havde estimeret en stigning på 8,2 pct.

Inflationsudviklingen har stor betydning for den førte pengepolitik - og dermed på valutakurserne. Tegn på tiltagende inflation kan nemlig få den amerikanske centralbank til at fremrykke pengepolitiske stramninger.

I første omgang handler det om timingen for, hvornår centralbanken begynder at reducere sine store obligationsopkøb, men længere ude i horisonten handler det om forhøjelser af de ledende centralbankrenter.

Torsdag forlød det fra Den Europæiske Centralbank, at den så småt går i gang med at reducere sine opkøb under det gigantiske pandemiopkøbsprogram, PEPP, som har været med til at holde renterne lave i regionen.

.\\˙ MarketWire