DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Aktier/middag: C25 dykker trods plusser i Europa og optur for FLS


10/9 11:31


Trods en pæn stigning til FLSmidth efter et vellykket aktiesalg halter det danske aktiemarked fredag middag noget efter de øvrige markeder i Europa.

Det danske eliteindeks, C25, ligger ved 11.25-tiden til et fald på 0,8 pct. til 1962,22, mens børserne i London, Paris og Frankfurt samtidig ligger til stigninger i omegnen af 0,4 pct.

- Det er lidt dagen derpå efter torsdagens rentemøde i ECB. Der var lidt usikkerhed op til mødet om, hvad der kunne komme, og så ser vi tit, at når vi først finder ud af, hvad der kommer, så er det måske ikke så slemt endda.

- Når det er sagt, så går det lidt hårdt for sig på det danske marked i dag i forhold til det øvrige Europa. Det er ikke noget fundamentalt, der er ændret. Danske aktier kører en gang imellem sine egne veje, og det gjorde vi også sidste år under corona - i den grad, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

AFSLUTTET AKTIESALG HOS FLS SKABER LETTELSE

Ingeniørkoncernen FLSmidth tager fredag opmærksomhed med et salg af 6,4 millioner aktier til institutionelle investorer for godt 1,5 mia. kr., som skal bruges til finansieringen af opkøbet af tyske Thyssenkrupps mineforretning.

Selvom om aktierne blev solgt til 228 kr. svarende til en rabat på 1,7 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 231,90 kr., så stiger FLS-aktien fredag 3,2 pct. til 239,30 kr.

På forhånd havde investorerne frygtet, at deres ejerandel kunne blive udvandet endnu mere, end tilfældet blev.

- Nu kommer FLSmidth med et lavere niveau af nye aktier end frygtet og til en beskeden rabat. Så den frygt er ude af aktien, og man kan nu fokusere mere på opkøbet og mindre på finansieringen, vurderer aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.

I bunden af C25 ligger Royal Unibrew med et fald på 3 pct. til 790,60 kr., og rivalen Carlsberg følger efter med et fald på 1,5 pct. til 1064 kr. Sværvægteren Novo Nordisk ligger også i den tunge ende med et fald på 1,5 pct. til 620,80 kr.

- Der er lidt skuffende salgstal ude for Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy. Det er ugentlige tal, og jeg synes, at man skal passe på med at tolke alt for meget på det. Det har stadig været et brag af en lancering, siger Lars Hytting.

STIGER OP TIL KAPITALMARKEDSDAG

Tilbage blandt de stigende aktier ligger Pandora med et plus på 1,1 pct. til 798,60 kr. Smykkekoncernen holder tirsdag kapitalmarkedsdag for investorer, analytikere og pressen.

- Jeg har selv positive forventninger om, at der kommer nogle positive nyheder på kapitalmarkedsdagen - blandt andet om, hvordan det går med strategien Phoenix og genåbninger af butikker kloden over, siger Lars Hytting.

Uden for C25 er Nordea i fokus, efter at den finske storaktionær Sampo har solgt hele 73 mio. aktier i banken. De er solgt for omtrent 745 mio. euro, oplyser Sampo.

Det indikerer en pris på omtrent 10,21 euro per aktie og dermed en rabat på omtrent 1,4 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 10,35 euro på børsen i Helsinki.

Sampo ejer efter frasalget knap 408 mio. aktier i Nordea - svarende til 10,1 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i banken.

Nordea-aktien ligger 0,5 pct. lavere i 76,75 kr. på børsen i København.

MÆRSK-RIVAL FASTFRYSER SPOTRATER FREM TIL FEBRUAR

For A.P. Møller-Mærsk er der nyt fra Frankrig, hvor konkurrenten CMA CGM har besluttet sig for at fastfryse spotpriserne frem til februar.

- Selv om disse markedsdrevne ratestigninger forventes at fortsætte i de kommende måneder, har koncernen besluttet at sætte eventuelle yderligere stigninger i spotfragtrater i bero for alle tjenester, der drives under vores brands, skriver CMA CGM i en meddelelse.

Mærsks B-aktie ligger 1,0 pct. lavere i 19.325 kr. efter at have sat rekord torsdag.

Den britiske storbank Barclays har løftet sit kursmål for aktien i medicoselskabet Coloplast til 1000 kr. fra 915 kr., mens anbefalingen "ligevægt" er gentaget.

Coloplast-aktien falder med 0,6 pct. til 1111,50 kr.

.\\˙ MarketWire