DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Aktier/åbning: FLSmidth flyver i vejret efter aktiesalg


10/9 09:22


Store aktiesalg giver opmærksomhed til FLSmidth og Nordea fra starten af handlen med danske aktier fredag, hvor fordelingen mellem stigende og faldende papirer er nogenlunde ligelig.

Hos Nordea har storaktionæren Sampo solgt hele 73 mio. aktier, mens FLSmidth har solgt 6,4 mio. nye aktier for at hjælpe finansieringen af Thyssenkrupps mineaktiviteter på vej.

Begge aktiesalg er umiddelbart sket med en lille rabat i forhold til torsdagens lukkekurser, men for FLSmidth skaber salget - og nok særligt størrelsen på salget, der synes mindre end mange havde frygtet - lettelse, mens aktien i Nordea omvendt har slået bak.

Samlet set falder C25-indekset marginalt med 0,2 pct. til 1974,20 efter godt ti minutters handel, og fordelingen mellem grønne og røde aktier er stort set lige.

FLSMIDTH-SALG SKABER LETTELSE I MARKEDET

Ingeniørkoncernen FLSmidth tager fredag opmærksomhed med et salg af 6,4 mio. nye aktier til institutionelle investorer.

Salget er gennemført til en pris på 228 kr., hvilket svarer til en rabat på 1,7 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 231,90 kr.

Salget giver FLSmidth et bruttoprovenu på godt 1,5 mia. kr., som skal bruges til finansieringen af opkøbet af tyske Thyssenkrupps mineforretning.

Og selv om aktierne er solgt med en vis rabat, er investorerne ikke bekymrede for udvanding, men snarere lettede over, at et usikkerhedsmoment er taget ud af aktien.

- FLS udsteder lidt færre aktier end forventet og langt færre end frygtet. Når det er relevant, skyldes det ikke mindst, at prisfastsættelsen i FLS er lav efter mange år med en skuffende og meget utilfredsstillende indtjening, skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar til kapitaludvidelsen.

FLSmidth-aktien stiger med 4,8 pct. til 243 kr. fra start og topper dermed klart C25-indekset.

NORDEA PRESSES AF STORAKTIONÆRS UDSALG

Aktiesalg er også i fokus hos den nordiske storbank Nordea, som fredag kan blive påvirket af, at den finske storaktionær Sampo har solgt hele 73 mio. aktier i banken.

De er solgt for omtrent 745 mio. euro, oplyser Sampo.

Det indikerer en pris på omtrent 10,21 euro per aktie og dermed en rabat på omtrent 1,4 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 10,35 euro på børsen i Helsinki.

Sampo ejer efter frasalget knap 408 mio. aktier i Nordea - svarende til 10,1 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i banken.

Det finske selskab har i øvrigt tænkt sig at bruge provenuet fra salget til at starte et aktietilbagekøbsprogram, som skal sættes i gang senest i starten af november, fremgår det.

Nordeas danske notering falder med 1,7 pct. til 75,85 kr. i fredagens tidlige handle.

MÆRSK-RIVAL FASTFRYSER SPOTRATER FREM TIL FEBRUAR

For A.P. Møller-Mærsk er det nyt fra Frankrig, hvor konkurrenten CMA CGM har besluttet sig for at fastfryse spotpriserne frem til februar.

- Selv om disse markedsdrevne ratestigninger forventes at fortsætte i de kommende måneder, har koncernen besluttet at sætte eventuelle yderligere stigninger i spotfragtrater i bero for alle tjenester, der drives under vores brands, skriver CMA CGM i en meddelelse.

Mærsks B-aktie falder fredag morgen med 0,1 pct. til 19.500 kr. efter at have sat rekord torsdag.

Rateindeks Shanghai Containerized Freight Index, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, er steget 1,5 pct. i denne uge. Indekset har nu sat rekord 18 uger i streg.

Den britiske storbank Barclays har løftet sit kursmål for aktien i medicoselskabet Coloplast til 1000 kr. fra 915 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen er stadig i neutralt terræn på "ligevægt", fremgår det.

Coloplast-aktien stiger med 0,5 pct. til 1123,50 kr. fra start.

.\\˙ MarketWire