DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Mandagens aktier: Danske Bank steg mens stemningen faldt


27/9 17:03


Der var medvind til bankaktierne mandag, mens transportsektoren blev sendt ned. Og selv om dagen overordnet startede positivt, så vendte humøret på en tallerken ved middagstid.

De ledende europæiske indeks lå til stigninger ved dansk lukketid, men det danske eliteindeks endte modsat og faldt 1,7 pct. til 1931,97.

- Det ser ud til, at investorerne i dag er gået fra vækstaktierne til de mere valueorienterede. Og her ligger bankerne godt - og de bliver også trukket med op af de stigende renter, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Helt i toppen af eliteindekset endte Danske Bank med et plus på 3,3 pct. til 110,15 kr. Også Jyske Bank, Sydbank, Nordea og Spar Nord endte med plusser på op til 3,1 pct.

Modsat gik det for selskaber som Netcompany, der røg til bunds med et fald på 4,2 pct. til 768,50 kr. Også DSV og Mærsk-aktierne røg med ned.

PRES PÅ TRANSPORTSEKTOREN

DSV og Mærsk faldt med henholdsvis 3,7 pct. til 1571,50 kr. og 2,8 pct. for B-aktien til 18.805 kr.

Faldet kan have relation til den stigende oliepris, der mandag steg med omkring 2 pct.

- Olieprisen spiller også ind i dag i den samlede rotation, siger Martin Munk.

Også høreapparatskoncernen Demant måtte lide den tort at falde på dagen, hvor koncernen holdt kapitalmarkedsdag.

Aktien blev sendt ned med 3,8 pct. til 334 kr.

Forud for selve begivenheden fortalte Demant meldt ud, at det venter en omsætningsvækst på 7-10 pct. om året på mellemlang til lang sigt. Og lige nu er Demant på vej mod sit hidtil stærkeste år rent indtjeningsmæssigt.

Til gengæld halter det stadig med indtjeningen hos både det kirurgiske forretningsben Oticon Medical, der laver benforankrede høreløsninger og cochlear-implantater, samt det nyeste forretningsben Epos, der producerer headsets.

- Forventningerne er som ventet. Men det kan godt være, at estimaterne på nogle af forretningsområderne skal lidt ned. Men det er et stort fald - også set i lyset af, at Demant faldt 4,4 pct. i fredags, siger Jyske Banks senioraktiehandler.

VESTAS SÆLGER AMERIKANSK PROJEKT

Vestas solgte mandag sit helejede udviklingsselskab i USA, Steelhead Americas, har solgt et vindmølleprojekt på 250 MW til en ukendt kunde med Vestas som leverandør af møllerne.

Vestas vil stå for levering, transport og idriftsættelse af møllerne samt en flerårig AOM 5000-serviceaftale.

Der var også bud efter den danske vindmøllefabrikant i Rusland, hvor fire vindmølleprojekter for i alt 253 MW i landede på bordet hos Vestas.

Ordren var fra Wind Energy Development Fund, der vil bygge projekterne Novoalekseevskaya, Grazhdanskaya, Ivanovskaya, og Pokrovskaya.

Vindmøllerne er sat til levering i andet kvartal af 2022 og idriftsat i slutningen af 2023.

Den store ordre bringer Vestas' samlede projektkapacitet i Rusland op på mere end 800 MW.

Aktien steg med 0,5 pct. til 261,70 kr.

SEB INDLEDER DÆKNING AF SP GROUP

Blandt sidepapirerne indledte SEB dækning af SP Group med anbefalingen "køb, skriver PLX.AI.

Finanshuset giver aktien et kursmål på 470 kr., hvilket giver et potentiale på 29,8 pct. i forhold til fredagens lukkekurs i 362 kr., der kom efter en stigning på 0,3 pct.

Aktien steg 3,6 pct. til 375 kr. mandag.

.\\˙ MarketWire