DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER


Endnu en kinesisk ejendomskæmpe melder om problemer


27/9 12:12


Der er endnu en gang opstået usikkerhed om en af de store kinesiske ejendomsudviklere, efter at Sunac China Holdings har meddelt lokale myndigheder, at selskabet er under "stort pres" fra et boligmarked, der er gået i stå.

Det fik mandag morgen aktien til at falde stort, mens også kursen på selskabets obligationer med udløb i 2026 faldt til nær det laveste lukkeniveau.

Det skriver Bloomberg News.

Sunac China, der er blandt de fem største ejendomsudviklere i Kina, har angiveligt bedt myndighederne i byen Shaoxing om at yde politisk støtte, efter at lokale restriktioner på boligmarkedet har påvirket salget i et af selskabets projektbyggerier, og selskabet advarer ifølge Bloomberg om et boligmarked, der er frosset til.

Investorerne er i forvejen nervøse, efter at en anden gigant - China Evergrande - i øjeblikket kæmper med at kunne betale af på sin enorme gæld. Ifølge Bloomberg har Sunac China dog kun halvt så mange passiver som det større China Evergrande.

Gældsproblemerne i China Evergrande har sat fokus på den kinesiske ejendomssektor, der kæmper med et boligmarked, der har sænket farten, efter at de kinesiske myndigheder har indført tiltag for at lægge låg på aktiviteten.

Aktien i Sunac China lukkede mandag med et fald på 8,5 pct. i 13,08 Hongkong-dollar.

.\\˙ MarketWire